Er det ikke bare en krumme af Guds magi?

Det er mørkt i klasseværelset, og Storm står sammen med en pædagog, og betragter hans selvlysende krystal – som han selv har dyrket, og nu har fået lov at tage med i skole. Sammen står de der og beundrer den lysende sten. Storm ser op med store øjne og siger: “er det ikke bare en krumme af Guds magi?”

Pædagogen deler historien med mig, så hjertevarmt og med glade øjne, at det giver mig en følelse af, at hun ser min dreng. Ser ham for den skønne, fantastisk fantasifulde og eftertænksomme dreng han er. En dreng der har alverdens tålmodighed når det gælder om at eksperimenterer. Som er så vidensbegærlig og nysgerrig – og som jo tydeligvis har fat i den helt rigtige ende her.

En dreng, som er så meget mere, end de ting han har svært ved. Og det gælder ALLE børn. De er mere end deres udfordringer. Det skal vi huske.

Det som meget nemt kan ske, når et barn har svært ved det sociale, og derfor lidt oftere ender i problemer er, at omgivelserne har negative forventninger. De kommer til at se ham/hende i lyset af alt det svære. Man har som voksen så travlt med at korrigere, at man har et overdrevet fokus, der hvor det hele er svært. Fordi vi gerne vil de lykkes – og gerne i en fart. I et tempo der efterhånden er hæsblæsende. Ligesom samfundet – lynhurtigt, strømlignet og benhårdt.

Det har jeg måtte sande, var sket for mig. I min iver for at fikse og få styr på det hele – har jeg haft for meget øje for alt det han ikke kan – endnu. Det han faktisk kan, har ikke fået den opmærksomhed det fortjente.

Man ved det jo egentlig godt – jeg ved det i hvert fald godt! At forventningerne til et barn, har det med at blive til virkelighed. Både de positive og de negative.

Derfor øver jeg mig. Jeg øver mig i lige at afvente situationen, se tiden an. Lade ham være den han er. Og der er sket det fantastiske, at han gang på gang modbeviser mine negative forventninger. Han kan bare SÅ meget mere, end jeg har givet ham kredit for.

Alle børn øver sig i det sociale. De kommer i problemer og får brug for guidning fra ældre børn eller voksne, de lærer og de udvikler sig. Det gør ALLE børn! Nogle børn har, af forskellige grunde, brug for mere støtte, større tålmodighed og lidt mere tid. De børn som har det svært, fortjener at systemet omkring dem, ser hele dem, og ikke kun den adfærd som driller. Og da især deres primær omsorgspersoner.

Læste et indlæg i bladet Folkeskolen, at Niels Hausgaard har en baggrund, som en af de børn der ikke kunne finde ud af det. En ad de “adfærdsvanskelige” (jeg virkelig HADER det navn!)

Niels Hausgaard blev som tiårig sendt på opdragelsesanstalten Himmelbjerggaarden ved Ry. Han var ”adfærdsvanskelig” og stak ud i forhold til de andre børn. Det fireårige ophold formede i høj grad hans menneskesyn, og dermed også hans skarpe tunge mod en del politikeres retorik mod det udfordrede segment i Danmark.

Jeg holder meget af Niels Hausgaards bidrag til debatterne i dagens Danmark, og anser ham for værende enormt indsigtsfuld. Så det er jo på en måde en kærkommen viden – at han kommer af noget, hvor ingen havde forventet af ham – at han en dag blev til det han er blevet.

Så her mandag aften, er det netop det, jeg minder mig selv om. At huske at se hele pakken. Give lidt slip på kontrollen. Ingen ved hvad fremtiden bringer. Huske at se alle de fantastiske sider og booste dem med en masse opmærksomhed. For min søn er virkelig fantastisk. Han er fyldt med humor, han er omsorgsfuld, han har en ekstremt veludviklet fantasi, han er kærlig, han er nysgerrig, han er meget mere end det som er svært – HAN er i sandhed en krumme af guds magi.

Og det er DIT barn også.

Lad os sammen huske hinanden og os selv på det.

Alle mennesker er mere end det der bøvler.

Del gerne og lad os minde hinanden om at se det hele menneske – selv når det er svært.