Alene ordet inklusion!!

Debatten om inklusion raser. Mange af overskrifterne rammer mig som en hammer. Der er en retorik som efterlader mig som mor i et vakum. Jeg er jo ikke uenig i, at vold i skolen aldrig er ok. Jeg er enig i, at det er svært for de lærere der udsættes for det. Jeg er enig i, at igen elever skal berøves deres mulighed for læring og trivsel i folkeskolen. Heller ikke i inklusionens navn.  Jeg er lærer. Jeg er blevet slået på af elever. Det er ikke ok!

Jeg er også mor. Mor til en dreng, som er inklusionsbarn. Jeg kender begge sider af det.

Men er løsningen at stoppe inklusionen? Hvis du spørger mig, så NEJ!

Problemet ligger ikke hos den enkelte skole, lærer, forælder eller elev. Problemet ligger i, at der ikke følger de fornødne ressourcer med. Og som verden ser ud lige nu, så er det op til den enkelte skole at løse udfordringerne, ofte inden for den allerede etablerede økonomiske ramme, eller med en eller anden på forhånd fastlagt økonomisk ramme. Og det kan jo tyde på det ikke går så godt særlig mange steder. Og derved tvinges man til at se eleven som problemet. Selv om elevens problemadfærd, sikkert kun er symptomet på manglende gode rammer.

Ikke alle elever skal inkluderes nej. Men de elever der kan, skal være ude blandt de mennesker, som vi forventer de skal fungerer med fremadrettet, som voksne. Det nytter ikke at vi samler adfærdsvanskelige elever under samme tag. Når man er udfordret på adfærd, skal man kunne spejle sig i en ønskelig adfærd. Men der skal være voksne nok, så alle trives i det.

Prøv at tænk på en situation hvor du træder ind i et rum, hvor der sidder en der er dybt bevæget af noget. Du ved ikke hvad, men du mærker det. Stemning smitter. Humør smitter på godt og ondt. Vi kender det alle. Man kan bare mærke det.

Hvorfor er det så lige, at vi som samfund tænker, at de børn som er allermest ude af balance skal samles under et tag? Så de virkelig kan blive smittet ad hinanden? Jeg forstår det ikke.

Og hvis de ikke skal samles, så skal de jo være andre steder. Og det kræver noget af det sted de skal være. Det kræver enorm ro og balance, at arbejde med børn, som af forskellige årsager er bragt ude af balance – fordi det berører en og fordi det avler afmagt når det ikke lige lykkes. Især hvis det ikke lykkes på grund af manglende ressourcer. Derfor skal der være et system omkring, som støtter og bakker op. der skal være personaler med den fornødne viden og de kompetencer det kræver. Og det er dyrt.

I min drømme verden, så var der på alle skoler og i alle børnehaver, små særlige stuer/klasser. Hvor dem der ikke magter det store fællesskab, for en stund kunne komme hen. Ikke som straf, men som omsorg. Hvor personalet var specialuddannet, fik supervision og sparring fra rette steder. Men vigtigst af alt, personale nok. En løsning hvor de også kunne være en del af det store fællesskab, når de magter det og måske endda med støtte fra “specialgruppen”. På den måde blev man aldrig helt ekskluderet, men fik den rette hjælp – lynhurtigt. Gad vide om det på sigt ville være billigere?

Når man taler inklusion, taler man jo også om eksklusion. Det vil sige, at der er et barn der har været ekskluderet og nu vil forsøges inkluderet. Om denne øvelse bliver lavet på baggrund af økonomi eller barnets tag, kan måske være svingende. Det var tidligere populært at lave små enheder, hvor der var ekspertise og andre alternative rammer. Nu er det så blevet populært, at man igen skal sluse de børn ind i den almene folkeskole. Eller samle dem i kæmpe skoler, måske fordi det er billigere. Sådan kan det se ud fra mit ståsted.

Jeg kan bare få øje på, at der en en hel masse børn som bliver fanget i de her øvelser. Hvis man er den der skal inkluderes, så er man lidt “i vejen”. Og lige nu under stor press, for det er jo ens handlinger der bliver sat under lup. Hvis man  ikke inkluderes, skal man være på kæmpe store enheder, hvor sparekniven har gjort det svært at praktisere god specialpædagogik.

Begge dele er svært. Specialskoler kan være en rigtig god ide. At være ude i almentilbud, med vanskeligheder, kan være en rigtig god ide. Begge dele koster. En plads i almen skolen er billigere. Og da især, hvis der ikke følger midler med. For med de rette kompetencer og ekstra hænder, så tror jeg det er langt det bedste for børn at spejle sig i et nuanceret fællesskab. Selvfølgelig hvis det giver mening for barnet.

Nå men min pointe er, at netop fordi det her er så komplekst, og det bestemt fortjener en debat, så husk børnene. Husk ALLE børnene. Det er børn, som er kommet i klemme – allerede den dag man valgte at ekskludrer dem. Nu kæmper de hver dag – side om side sammen med klassekammerater og personaler – for at finde rytmen i livet med de krav der stilles dem. Hvis det skal lykkes, skal alle være med på holdet. Og her mener jeg ALLE – også dem der sidder på pengene og kan få det til at ske. Ingen børn ønsker at slå, ingen børn ønsker at lave ballade. Når de gør, er det fordi de mangler hjælp – ikke eksklusion, men rummelighed, forståelse og kærlig guidning.

Det er børn vi taler om her. Børn som et tidligt sted i livet, har brug for at vi som samfund tager det alvorligt og mander os op. Børn som gerne ville være nøjagtig lige som alle andre, hvis de kunne. Ingen børn slår eller bøvler med vilje eller uden at der er noget i vejen.  Indsatsen skal komme med det samme, og den skal komme der hvor børnene er, hvis det overhovedet kan lade sig gøre.

Lad os tale om det som det handler om. Ressourcer, kompetencer, gode rammer og økonomi. Det er ikke børnenes skyld, men det er dem der er de helt store tabere i det her! Vi taler om deres adfærd og om de burde være i almen skole. I min optik burde vi tale om noget helt andet! Netop at manglende ressourcer, rammer, kompetencer og økonomi gør det svært at praktiserer god inklusion. Og det kan vi ikke være bekendt!

Tak fordi du læste med. Husk at følg min side og tak for alle delinger

Glædelig jul