Når skammens tåge stjæler udsynet

I torsdags på uddannelse i neuropsykologi, havde jeg den mest spændende og meget inspirerende underviser. Hun var skarp, rolig og kompetent. Midt i undervisningen, hvor emnet var autisme, ADHD og udviklingshæmning, nævner hun at hun selv har en søn med bragende ADHD!

Mit hjerte hoppede lige over en ekstra gang. Her stod en kvinde, som serverede viden om et svært emne, så præcist og overbevisende, og fortalte at hun kendte til det. Ikke “bare” i teorien, men i praksis – på egen krop.

Jeg ved godt at det ikke er min skyld, at min søn har vanskeligheder. Eller det vil sige – det ved jeg i teorien. Men alligevel plages jeg af skyld. Var jeg nok i den tidlige barndom? Er det noget i den tidlige tilknytning, som er gået galt? Kunne jeg have gjort noget anderledes og bedre? Hvad kan jeg gøre nu? Gør jeg det rigtige?

Tankerne kan kræse rundt i en cirkel som er svær at få bremset. For det er jo en mors opgave at opdrage sit barn, så det kan fungerer ude i samfundet. Og hvis nu det så ikke lige kører optimalt, så peger pilen indad.

Jeg skammer mig også. Især når skylden får fat på mig. Jeg har flere oplevelser i banken, hvor andre voksne har udskammet mig. Hvor de har givet udtryk for deres holdning til mit barns opførsel. Både åbenlyst og direkte, men især igennem de der blikke. De der blikke som bare siger “så få dog dit barn til at makke ret din uduelige mor”. Så man lige udstødes af flokken og får “du er ikke god nok blikket”, så skammer jeg mig.

Jeg ved jo godt jeg ikke er en uduelig mor. Jeg ved egentlig også, at jeg faktisk er ret kompetent til det med børn. Jeg har næsten 10 års erfaring inden for specialpædagogik. Og jeg er faktisk ret ok til det. Både på mit arbejde, men faktisk også hjemme.

Nogle gange, så glemmer jeg det bare lige for en stund. Så får skylden og skammen lov at fylde. Og overskygge alt det som er godt og som virker. Og lige der, er jeg er ovenud taknemmelig for mit netværk. Fordi de griber mig og henter mig tilbage – ud af skammens klamme hånd.

Jeg ved at jeg ikke er den eneste forælder med de her følelser. Alle forældre oplever skyld og skam – og når børn mistrives, så skruer vi lige op for volumen på selvbebrejdelse.

Det skal vi simpelthen stoppe med. Det gør ingen gavn og det er fuldstændig urimeligt. Vi skal lyse på det der virker – fordi det skaber et positivt fokus. Som så har en afsmittende effekt på vores børn.

Ingen skal gå og skamme sig og ingen skal udskamme andre. Vi aner ikke hvad de går igennem, så send et smil og venlig tanke i stedet for et udskammende blik.

Hvis underviseren fra i torsdags, tør stå med rank ryg og uden skam, og fortælle at hendes søn har bragende ADHD. Så kan jeg også ranke ryggen og forvise skylden og skammen!

Det kan du også 🙂

Følg gerne min side og del hvis du tænker andre kan få gavn af mit skriv 🙂